Log

So we’re here to please the crowd

We rock therefore we are

// Whale

Jeg er ikke begejstret for nettet i dag i forhold til for 25 år siden. Men mange bots er også rendt i åen siden.

I 1998 var usenet stedet, hvor man vendte et emne om alt fra ens fiskehjul, over grafikkort til skift af vinterdæk. Tonen kunne være kontant, men den var civiliseret. Og den var fremfor alt relevant i forhold til emnet. Svarene var oftest relevante og gode!

I dag….

Jeg spørger om A og håber på svar om A. Men som regel får jeg først en ‘se mig’ kommentar, som formentlig er ment sjov, men bare slet ikke er det. I hvert fald ikke i min verden.
Derefter får jeg 1-2 modspørgsmål om “hvorfor vil du gøre det?” eller “Er det ikke bedre at…”.
Til sidst får jeg eventuelt et kvalificeret svar på det, jeg spørger om.

Nåh ja. Det er jo moderne at rate hinandens kommentarer. På facebook er der et væld af smileys, man kan bruge. Der er klassikeren med tomleren op. Men der er også den der sure smiley eller den grinende smiley. Ingen af dem hjælper eller svarer på et spørgsmål. Så hvorfor bruge dem?

På reddit upvoter eller downvoter man. Officielt hedder det sig, at det er en del af den sociale moderation, hvor forkerte svar downvotes og de rigtige upvotes så de står øverst. Men det fremelsker desværre også en “jeg er superior” kultur, hvor folk 1. går efter flest upvotes – eller 2. rakker ned på dem, der kommer med et upopulært faktum. Og selv om svarene ofte er civiliserede, så er der også meget muggeri på den side, hvor folk VIL have ret fremfor at deltage i en debat og finde nuancer. Og så bliver tonen skæv. Og alt det takket være den der upvote, der tæller i ens statistik så dilleren på blive lige netop X upvotes længere.

Nettet var fedt og anarkistisk for 20-25 år siden. Men det såkaldte web2.0 har kun medbragt negativt pis og lort – medmindre man finder det positivt, at 20 mio fluer tiltrækkes af en flot lort.

Nettet er bare ikke længere særlig fedt at begå sig på.

Faldt over denne kommentar af Ditlev Tamm i Berlingeren:

---

Antifeminisme til tiden

Aktualitet er rigtig vigtigt, når der skrives i avisen. For ikke længe siden stillede et (mandligt) medlem af den russiske duma et forslag om at kriminalisere feministbevægelsen og dens tilhængere blandt andet med den begrundelse, at feminister var modstandere af og agiterede mod krigen i Ukraine:

»Feminister i Vesten er alle imod Putin, mod Rusland og krigen,« fik han blandt andet sagt i sit forslag om at klassificere feminisme som ekstremisme og fra udlandet inficeret propaganda. Krigen, må vi forstå, er et maskulint projekt, og det skal en gruppe hysteriske antimilitaristiske kvinder ikke sætte spørgsmålstegn ved.

Den russiske patriark Kirill udtrykte allerede i 2013 klart, hvad der var mænds og kvinders rolle:

»Manden ser udad. Han skal arbejde, skaffe penge, mens kvinden altid har blikket vendt indad mod sine børn og sit hjem. Hvis denne vigtige rolle for kvinder ødelægges, fører det som konsekvens til al tings ødelæggelse – familien, og om man vil, også nationen.«

Der er her klar tale om mænds og kvinders plads i samfundet, som kun sjældent høres i den danske debat. Det skal vi efter min mening være glade for, men jeg har alligevel en svaghed for en af Berlingskes debattører, der ikke holder sig tilbage i sin anprisning af mandlige dyder, når vi nu slet ikke har et debatniveau som i Rusland. Eller for den sags skyld i sin afsky for »progressive, kernefamilieafskyende, aborthyldende« feminister.

Det er naturligvis den selvudnævnte filosof og forfatter Eva Selsing, der er på spil igen. Senest her i avisen 1. juni. Når jeg har en svaghed for hendes pen, er det fordi den i sin formulering af enkle og unuancerede budskaber minder mig om læsningen af de af middelalderens naive helgenbiografier og overrosende adelige ligprædikener fra renæssancen, som jeg fagligt har beskæftiget mig med.

Jeg kan ikke udgå at røres, når jeg læser om den »konservative mand«, der er »bærer af så meget af det gode, der har formet vores civilisation. Han er samvittighedsfuld, sandhedssøgende, modig, beskyttende, selvstændig og, vigtigst, ydmyg. Det sidste kommer af gudfrygtigheden.«

Det kunne ikke være sagt bedre af en devot præst i 1600-årenes Danmark, og jeg er sikker på, at mange mænd som jeg selv genkender portrættet og nyder præcisionen. Der, hvor den så alligevel springer af for mig, er, at billedet af den »konservative mand«, sådan som jeg har oplevet det, passer lige så godt på de fleste både konservative og mindre konservative kvinder, som jeg har mødt i årenes løb. Og så savner jeg endda i billedet kvinders kulturbærende egenskaber som dem, der læser bøger, går i teatret, kommer med velskrevne debatindlæg, begår langt mindre kriminalitet, er mindre voldelige og med få undtagelser kan finde ud af kun at gramse på mænd, når det er velkomment.

Debatten om forskellen mellem mænd og kvinder er efterhånden gammel. Vigtige tanker om en grundlæggende lighed og det urimelige i igennem århundreder at nægte kvinder adgang til ordentlig uddannelse, vigtige stillinger i samfundet eller bare stemmeret fostredes i 1600- og 1700-årenes Frankrig og i 1800-årenes England.

Feminismen handler ikke mindst om en ligestilling og en plads for selvstændige kvinder i samfundet, som man efter min mening er uciviliseret, hvis man sætter spørgsmålstegn ved.

Vi ved nu fra Rusland, hvor galt det kan gå, når kunstige mandsidealer bruges til at undertrykke ikke bare kvinder, men også mænd, der er dem, der i Ukrainekrigen må betale for »den konservative mands« drømme.

Vi har i tidens løb modtaget mange gode tanker fra Frankrig, England og Tyskland. Sovjetkommunismen havde også sine beundrere i dette land, mens det har knebet med åndelig indflydelse fra Rusland efter Murens fald.

Eva Selsing fortjener tak. Ikke for at udskamme kvinder og for at skamrose mænd, som ikke fortjener det, men for med sine skriverier at gøre opmærksom på, hvor langt vi trods alt er kommet i ligestilling, og hvor hult det klinger, når ord, som kunne komme fra en korrupt russisk kirkeleder, fremføres i en pæn dansk borgerlig avis.

Egentlig er det ikke så afgørende, om det er en mand eller en kvinde, som skriver dem. Det er budskabet, som er fuldstændig forvrænget.

---

Fuck, hvor er det sjovt! 😀

Jeg glæder mig næsten helt til modsvaret, omend det temmeligt sikkert bliver nøjagtigt så tåkrummende, som Eva Selsing jo engang er eksponent for.

Omsider noget, jeg kan sludre med på.

Efter 3-4 års tilløb har jeg endelig fået styr på kroppen og cyklen.

1. Fødderne. Tæerne sov i sutterne efter præcis 9 minutters cykling. Jeg kunne simpelthen sætte et stopur på det. Det var helt sort! De blev fikset med nogle sko af mærket Lake, der laver sko til voksne folk. Men det tog tid! Faktisk et par år før jeg fik has på DE problemer!
   Hemmeligheden er at de fleste cykelsko åbenbart laves til sydeuropæiske fødder, der er smallere end de nordeuropæiske. Så knoglerne presses sammen og lukker af for nervebaner. Skoene fra Lake er bredere og tillader dermed adgang for blod- og narvebaner. Jeg har ikke haft problemet siden. Det tog mig over 2 år at finde en løsning på det!
2. Så var der røven. Halebenene gjorde ondt, men det blev ordnet med at rette på sadlen. Derudover skulle jeg også have en blødere ditto. En sadel fra Thansen hjalp. Af alle steder! Sadlen fra Thansen vejer 40 gram mere end den hyperdyre carbonsadel, der sidder på min Giant Defy, som er smurt ind i kul fra stel til fælge. Jeg overlever. Tror jeg.
3. Højre albue. Ok. I 2022 begyndte den at værke. Så jeg anskaffede mig et albuebind og det hjalp noget. I år har jeg slet ikke brugt bindet, men jeg har haft det fint selv om jeg har kunnet mærke det, der tidligere var smerter. Men det er som om det er blevet bedre og bedre. Rart.

Jeg er på Strava. Strava tilbyder mange ting når man lægger lidt mønt. Bl.a. er der challenges, som giver lidt ligegyldige rabatter i webshops. Men “cykel 100 km om ugen”, “600 km om måneden” og alt det der… YES! De udfordringer er lige mig! Og Strava holder øje med det!

Jeg fandt cyklen frem igen d 15 april. Her lagde jeg ud med 22.2 km/t. Jeg troede tallene var løgn! Selv wattene var til at åbne op og skide i! Men på den anden side. Jeg blev 50 sidste år… Forleden rundede jeg så 27.7 km/t, hvilket var noget bedre. Men jeg er åbenbart ikke længere ung selv om jeg føler mig sådan. :/

Har du forresten også bemærket hvor mange medier, der skamrider begrebet “Ikonisk” om et eller andet sted, der mest af alt minder om ligegyldighed?

Godt så. Så er det ikke kun mig.

Da jeg var 25 og 30, var tid noget jeg nærmest havde for meget af.

I dag. 50. Tid? Jeg har tid til lægen, optikeren, bilværkstedet, madindkøb, og 25 andre ting, der tager min tid. Og min egen tid? Den forsvandt op i det, jeg nævnte oven over. Andre vil så sige, at det er deres tid – fritid. Det nægter jeg simpelthen at acceptere!

Jeg forsøger virkelig at gøre det nemt for mig selv for at spare tid, så jeg har tid til mig selv. Men er du gal, det er svært! Og jeg synes kun, at jeg får mindre og mindre tid til mig selv fordi alle gøremålene tager min tid!

Så døde min gratis adgang til berlingeren. User agent: google-bot var mit adgangstegn.

Jeg formoder der var google-bot besøg på siden fra alt for mange forskellige ip-adresser. 🙂

Så det bliver sådan det er.

Mor

Forleden aften cyklede jeg hjem fra jobbet. 3 sving på cyklen (ca venstre, højre og venstre fra vigerslev allé) kort før jeg kom hjem klemte jeg en tåre for min mor, der jo gik bort i august sidste år. Jeg har været irriteret på hende i mange år. Men da søster fortalte, at vores mor temmelig sikkert var dement, gik alt op for mig. Jeg forandrede med et min tilgang til hende. Men jeg burde egentlig have indset, at hun var dement.

Jeg savner hende fordi jeg vil hende det godt. Jeg ved, min samtid og hvoprdan det gik mig betød meget for hende. Og det var generelt for hendes børn omend det ikke altid var let at se.

Hun ligger på de ukendtes grav på Vestre kirkegård i Århus. Men helt ukendt er hun ikke. For søster tog da også en rimelig nøjagtig opmåling af placeringen af hendes urne da den blev lagt i jorden. Så jeg besøger hende i maj hvor hun fylder… Lad mig se. Hun er født i 1933. Så det må give 90? 🙂

Tidligere i dag fandt jeg hendes telefonnummer på min telefon. Nummeret er nedlagt, men jeg havde lyst til at ringe op og høre om hun ikke tog telefonen. Det er vel rationelt irrationelt at tænke sådan?

Det er så mærkeligt, at have den binding til hende. Men også rart. Jeg tænker primært for mig selv, da det bekræfter mig i at jeg er i stand til at lide et afsavn. Trods alt. Og så er det mærkeligt at være SÅ ego! For det behøver jeg vel ikke at uddybe?

Jeg savner at gøre hende glad.

Sommerhus

Vi har haft mange ideer om vores sommerhus. Det er nok primært min skyld, da jeg har fundet ud af at vores sommerhus nok er blevet købt noget dyrere end hvad det var og er værd. Sådan er det. Men det åbner så også op for en masse andre tanker, ideer og inspiration.

Forleden var vi blot en underskrift fra et orangeri/drivhus til små 100K kr. De helt store penge i mio-klassen er ikke vores stærke side og var har begge brændt fingrene på tidligere investeringer af forskellige årsager. Så pengene er som de er og vi har ingen friværdi i noget som helst udover vores lommeuld. Og det gør lidt ondt når vi ser naboerne.

Anyway. Vi vil hyre en tømrer/rådgiver vedr vores sommerhus. Er huset godt? Skidt? Muligheder? Hvad kan vi i det hele taget. Og så tager vi den derfra. Men Tina er 11 år ældre end jeg og planen er at vi flytter folkeregisteradresse til sommerhuset den dag hun går på pension. For det vil spare os for en hulens masse moneter.
Men huset skal altså være i orden og det skal rumme plads til 15-30 år samliv mere inden vi er borte herfra. Og jeg har da også et par ønsker til lidt udvidelse…

Vi valgte at skubbe orangeriet til minimum efteråret og i går startede jeg på 12m2 overdækket terasse til ca 5000 kr. Så må vi tage den derfra.

Cykel

Nåh ja. Fortalte jeg jer forresten, at jeg har købt ny racercykel? Nej? Nå, jamen det blev en Giant Defy fra 2016. 18.500 kr.

Jeg blev dog irriteret på mig selv efter købet. For jeg var sikker på, at sælger havde skrevet, at den var fra 2020. Men her slog min ukyndighed igennem på det nye cykelgear og jeg smed 18.500 kr for en cykel fra 2016, hvilket jeg måske eller måske ikke burde have opdaget. Jeg kan ikke finde ud af det. Hrldigvis nåede jeg dog at presse prisen ned fra 23.000…

Men den har altså ultegra DI2, skivebremser, FSA powermeter krank og carbonhjul. Og så fungerer den. Men det hele er stadig af 4 år ældre dato end jeg havde forventet. Kan du mærke irritationen herfra?

Prisen er vel rimelig med tanke på sammensætningen. Men jeg sidder alligevel tilbage med en ganske korrekt fornemmelse af at jeg har snydt mig selv på trods af at jeg har brugt over et år på research og venten på den rigtige cykel. Jeg var ude på en enkelt tur på den i slutningen af februar. Den kørte godt. Og det har den også bare at gøre når jeg skal cykle i Kroatiens bjerge til sommer!

Roger and over.

Det er vel nok det mest vilde, jeg kan skrive lidt om.

Livet er en trædemølle. Det har jeg nydt i de – trods alt – få år, jeg har været hos DSB. Og det er egentlig ganske dejligt.

Sov, æd, arbejd.

Det er det første arbejde, hvor jeg ikke tager arbejdet med hjem. Tiden, hvor jeg knurrede eller frydede mig over jobbet på tidligere arbejdspladser er pt væk. Knurringen kan jeg undvære. Fryden savner jeg. Den gav energi. Adrenalin. Her har vi det fedt. Jeg har det sjovt.

For to dage siden fik jeg sådan en lyst til at ringe til min mor. Men hun er jo død. Og det irriterer mig. Fordi jeg trængte og trænger til at høre hendes stemme. Jeg trænger til at gøre hende glad! Jeg trænger i hvert fald til at HØRE, at hun er glad! Når jeg fortæller hende noget, som jeg ved, vil gøre hende glad.

Øv.

Update: Jeg tror jeg har fundet synderen til eksemen. Håndsæben fra Rema er formentlig skurken.

Vil du se patter og fjams, så er det her! Eller i hvertfald patter!

Det kræver dog, at du laver et login. 18 år og den slags. Men hvem siger nej til Prodigys videoer?

Bortset fra det. Jeg tilmeldte mig DSB’s kantineordning i august. De går helt enormt meget op i et eller andet sundhedshjul, hvor der påståes, at man får det hele. Det er jeg enig i. På 3 måneder har jeg taget 4 kg på. Og nok nærmere 5… Det er lort.